Romantik på første parket

Albans vej til verden

OBS: samtlige billeder pånær det øverste er taget med Iphone kamera. De billeder som fotografen fra Iperspektiv har taget, er ved at blive behandlet for det formål at de skal medvirke i reportagen om min fødsel i Gravid Bladet som udkommer senere. Her vil billederne være meget bedre (og mere grafiske – for dem der er til det ;)) 

23. Maj: Mild hindeløsning hos jordemoder Heidi fra Meyermor bloggen. Var let åben og blød, men baby stod ikke helt rigtigt ned i bækkenet så det kunne komme til at tage sin tid. Jeg fik besked på at squatte godt over de næste par dage og håbe jeg på den måde fik ham ned på plads. Du kan læse hendes indlæg om vores dag sammen HER!, et indlæg som handler om naturlig igangsættelse af fødsel. Det er virkelig værd at læse hvis man som jeg var, er meget utålmodig og nysgerrig på hvordan man kan sætte naturligt gang i sagerne 🙂

 

Efterfølgende tog vi Mio med på lang gåtur til naturcenter Amager, for det kunne jo være.. Der kom dog ikke skyggen af veer 😉

 
Lidt veer til aften mens vi gør klar til at se Melodi Grand Prix, de stopper dog igen til min kæmpe skuffelse – havde drøm om i flere uger at jeg skulle enten se MGP med veer eller baby udenfor maven. 😉
Da vi skal lige til at slukke for tv’et efter “Mums Zelmerrøv” vandt MGP (og hurra for det!!) kravler der en stor fed edderkop hen over gulvet lige hvor jeg sidder. Jeg springer som en ninja ud af sofaen og løber ud på toilettet og gemmer mig.. Og gør så klar til nat, får børstet tænder og tisset af og går så ind i seng, og mens jeg bøjer mig for at sætte min mobil i opladeren mærker jeg noget mistænkeligt varmt mellem benene..
Jeg løber forvildet ud på toilettet med en hånd for, der dog ligesom ikke rigtig holder på noget 😉 Jeg har virkelig virkelig ønsket at opleve vandet gå, men nu hvor det sker for første gang er jeg tæt på panik. Griner nervøst mens Thomas er en rolig klippe som sædvanligt, siger “nå men det er da spændende!” og andre ting som slet Ikke indgår i mit eget ordforråd. Hos mig er vi mere ovre i noget a’la “shit, fuck, lort”. Meget primitivt men der var ikke mange konstruktive tanker i mit hoved på det givne tidspunkt. Jeg får ringet rundt med rystende stemme til fødegangen, svigerinden og fotografen der begge skal med til fødslen. Jeg bliver bedt om at sove til næste morgen og tænker “ja, tro da lige på det..” og det går da også sådan at jeg får en time der, en hel nats pakkeri m.m og så en lille time inden vi skal op og på fødegangen. Fuldstændig åndssvagt men kunne ikke sove om det så galdt mit liv.
 06.15: Min svigerinde kommer, Mio vågner og vi hygger og tager det stille og roligt, der er ingen veer endnu, men jeg tænker de hel sikkert nok skal dukke op snart.
 09.00: Kommer på fødegangen og bliver tjekket, baby har det fint, vandet går og går.. Fylder mange af Mios bleer indtil jeg endelig får nogle af dem fra fødegangen med, pasformen er bare lige lidt bedre i dem 😉
Får én akupunkturnål men beder med det samme om at få den fjernet, det er alt for ubehageligt, jeg bliver nærmest dårlig.. Når at tænke at hvis jeg ikke kan klare 1 nål.. Hvordan klarer jeg så….. Nå, positive tanker, som du har lært, Sine!!
Vi tager den skønneste gåtur i Fælledparken og ser marathonløbere over det hele, solen skinner og vi vipper på en kæmpe vippe og har det virkelig sjovt og hyggeligt. Men de der veer viser sig bare ikke!
 

 

Vi tager hjem for at sove lidt med besked om at komme igen kl 15. Jeg får max en time, men er så også rigtig frisk bagefter. Jeg er lidt i tvivl her, om jeg fortsat vil afvente veer, eller jeg bare vil have startet det hele med drop. Jeg er meget farvet af principperne omkring hypnobirthing, at det helst skal tage den tid det tager, og at kroppen selv skal bestemme farten. Men samtidig synes jeg processen allerede har været rigelig lang. Troede for længst jeg ville have min søn i armene.

 

 Omkring kl 15 kommer vi ind på fødemodtagelsen og bliver vist direkte til en fødestue. Det overrasker mig helt vildt (det burde det nok ikke) men jeg troede man skulle vente længe, måske undersøges først, vente lidt længere osv.. Men nix, her er stuen, og vi forlader den ikke uden et barn. Bum! Jeg er et sted imellem at grine og at græde. Skifter lidt humør imellem at være spændt, og at frygte det smertehelvede jeg skal igennem. Det er sværere at tro på mig selv end jeg forventede.
 

 

16.10: Vores søde jordemoder Margit forsøger at lægge elektroder på babys hovede da jeg sådan set er lidt åben men det lykkes ikke da der ikke helt er plads nok og jeg vrider mig af smerte i forsøget. Elektroden skal lægges så der er optimal monitorering af Albans tilstand i maven.

16.25. Får jeg en lille bitte nedtur hvor jeg begynder at græde. Det er ikke engang startet endnu, men jeg overvældes lidt over hvor stort og vidunderligt og samtidig vanvittig skræmmende det jeg skal igennem, er. Det går hurtigt over og jeg føler mig næsten lettet over at første tudetur er overstået 🙂

Fotografen Edyta ankommer og begynder at knipse løs – jeg har ikke fået gjort mig kvart så “lækker” som jeg havde planer om, så jeg skal lige vænne mig til tanken om at hun skal knipse løs i den allermest sårbare situation i mit liv. Jeg er dog ikke på noget tidspunkt i tvivl om at det er den rigtige beslutning at hun er med.

16.35: Jeg får lagt vestimulerende drop. Det går ikke så JM forsøger med den anden hånd. Det lykkes heldigvis, øv hvor jeg ikke er god til at blive stukket.. Og slet ikke forkert! 😉

17.25: JM skruer op for drop og jeg kan efterfølgende mærke en lille smule veer.

17.30: Karina og Edyta (fotografen) henter mad og veerne tager til

18.00: Drop øges til 60 ml/timen

18.30: Jeg nyder en delikat toast smurt med kærlighed og solbærmarmelade

19.15: Drop øges til 80 ml/time

19.50: Hjerte elektrode lægges på babys hoved med succes. Det er ikke sjovt men et nødvendigt onde.

20.10: Veerne kan mærkes lidt mere, men jeg kan stadig snakke under veerne. Jordemoder er langt fra tilfreds med styrken.

 

21.00-22.30: Stærke veer, som desværre ikke åbner mig. Jeg bruger de vejrtrækningsteknikker jeg har lært fra hypnobirthing samt i mine sessioner med Heidi. (Læs mit indlæg om teknikker jeg brugte under fødslen HER!)

Min mand gjorde det bedste han havde lært, og lagde meget vægt på teknikken vi har lært af Heidi, hvor det er partneren hvis ro skal forplante sig over i den fødende, gennem hjælp til vejrtrækning, samt brug af Meyermetoden som er en serie tryk som partneren påfører den fødende ned gennem kroppen i en forudsigelig og ensartet bevægelse hver gang man har en ve. Man kan med fordel anvende den så bevægelserne svarer til en ve – det gør det nemt for den fødende at følge med i processen når hun kender den fra den træning man har øvet hjemmefra. Det er elementer fra body SDS og handler om at give slip og fuldstændig afspænde i det område som berøres. Jeg er meget meget stor fan af denne metode og anbefaler den til alle som vil have naturlig smertelindring, og som vil dele det med deres partner. Alternativt kan brug af “ankeret” altså et fast og roligt tryk på en fast kropsdel, eller en aftalt måde at stryge partnerens hud på, være super godt, vi brugte især hans tryk på min skulder for at få mig til at slappe af, og det virkede super godt. Han lå nærmest over mig og trak vejret i samme tempo som jeg. Han var virkelig min helt!!
Det fortjener et billede 😉
IMG_2389-0.JPG
 Dog måtte jeg hoppe på lattergassen.. Og sikke da en fest – så længe det varede!
Jordemoder må undskyldende forklare mig at dette ikke kommer til at gå hurtigt, men tværtimod vil være natarbejde. Hun foreslår en epiduralblokade så jeg kan få sovet lidt. På dette tidspunkt er jeg let at overbevise og takker ja.. Og siger at den gerne må komme snart.
Den bliver forholdsvis hurtigt lagt og virker fra første stik – fantastisk følelse der breder sig i kroppen.. Få minutter efter er der ro i hele kroppen hvilket jeg virkelig trængte til.
22.45: vi siger desværre farvel til jordemoder Margit og venter på næste jordemoder.
23.00: Godnat på stuen, alle tager sig en ordenlig skraber.
23.25: Godaften til ny jordemoder Sarah. Jeg er her kun 4 cm (og meget nedslået over denne besked) så vi regner med det vil tage mange timer og tror på et morgenbarn.
23.30: Tisser, kan sagtens selv gå ud på toilettet på trods af epidural, har det fantastisk, lægger mig til at sove igen og kan ikke mærke veer overhovedet.
00.00:  Jeg vågner, kan ikke sove fra veer som føles på en anden måde end før. Jeg kan dog ikke se dem på skærmen så føler mig helt skør. Jeg føler virkelig der kommer noget “ud af mig” og får pludselig brug for lattergassen igen. Det slår mig at det nok er pressetrang og jeg vækker de andre og kalder jordemoder Sarah til. Vi regner ikke med noget da jeg næsten lige har været 4 cm men vi opdager at jeg på en time har åbnet mig helt. Begynder at gispe og jordemoder siger at det godt kan gå stærkt så jeg skal prøve at holde igen og bare trække vejret. Dette er fint i tråd med hypnobirthing principperne så jeg “glæder mig” til at prøve. Jeg presser ikke, jeg gisper og trækker vejret. Det er en helt vild fornemmelse hvordan han bare trænger ned og igennem bækkenet og jeg presser slet ikke! Pludselig bliver jeg vildt tørstig og drikker ad flere omgange under presseveerne hvad der føles som flere liter. Jeg bliver også sulten og beder om en appelsin 😉 Jeg troede slet ikke det var muligt, og selv om det gør ondt, føler jeg mig SÅ sej, og elsker al den ros jeg får for det hårde arbejde.
01.00: Av! Hovedet fødes over nogle veer og jeg har overskud til at nusse ham på hovedet. Allerede her føler jeg stor omsorg og er klar til at trække ham ud af mig og op på mit bryst.
01.11: Alban fødes, det er nu d. 25.05.2015 (feeed dato!) og jeg tager ham selv og får ham op til mig. Jeg synes han er SÅ lækker og bliver hurtigt meget forelsket i hans fine ansigt. Han får 9,1 på apgar da han var en smule blå og stille. (Det lagde jeg dog ikke mærke til – han har været stille lige siden ;)) Bristede kun en smule (1. grad) og får meget ros for pressearbejdet. Jeg er enig. Det var sgu en hård men fed præstation! Aldrig set før…. Eller noget 😉
 

   

Alban vejes og måles: 3400 g. og 52 cm og alle reflekser er i orden. Jeg går selv med hen og ser med!
Vi får hurtigt besøg af farmor og farfar og mormor og da de går kommer fødselsdagsbakken ind og vi lægger os til at sove. Der er bare lykke over hele linjen! Og gud hvor var vi færdige …
IMG_2392-0.JPG
Efter vi har sovet nogle timer vil jeg gerne på toilettet hvor jeg trods velbefindende får blodtryksfald på toilettet og der tilkaldes en del personale. Jeg bliver båret over i en kørestol og får maske med ilt og kommer meget langsomt til mig selv.
De vurderer over nogle timer at jeg fortsat er meget medtaget så vi får ikke lov at tage hjem alligevel.
Derfor køres vi ind på en lille stue på en afdeling for sårbare gravide og mødre (fordi der er plads til far!) hvor vi kan få lov at blive sammen indtil jeg føler jeg er frisk nok til at tage hjem. Jeg har det dog allerede meget bedre og kan selv gå ud at tisse. Alban og jeg ligger os i samme seng og sover dejligt til næste morgen kl 8.00 hvorefter vi gør klar til at tage hjem hvor farmor, farfar, mormor og storebrødrene Isaya og Mio venter spændt. 🙂
Og sådan startede livet med Alban. ❤️
 

    

 

4

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Romantik på første parket