Min fødsel med hypnobirthing

Fødselsberetning følger, men her vil jeg ridse de ting op som var allervigtigst for mig under Albans fødsel. 

Min dejlige Alban kom jo for halvandet døgn siden. Og oplevelsen var så speciel at jeg bliver nødt til at dele noget af den i håb om at det kan redde andres underliv/mellemkød og fødselsoplevelse generelt!

Jeg har jo taget et hypnobirthing forløb som jeg føler har haft en stor betydning. Jeg har på ingen måde brugt alt jeg lærte men de få ting jeg så til gengæld tog til mig har været guld værd! 

1. Åndedræt .. 

Jeg fokuserede udelukkende på min vejrtrækning under veerne. Jeg talte 6 op, og 8 ned igen – pause – 6 op og 8 ned igen.. Og hver ve afsluttedes med et stort suk hvor jeg på samme tid under sukket “tvang” min krop i afslappet tilstand ud i yderste fiber. Det gav mig en ro og tryghed at jeg kun havde den ene opgave under veen.

2. Mandens rolle.. 

Thomas og jeg havde inden fødslen øvet os lidt på at lave et “anker”. Det vil sige en berøring hvor jeg trænede mig selv i, at ved netop dette skulle min krop spænde fuldstændig af. Vi skulle lige lære det, men det blev bedre og bedre. Under fødslen var det hans berøring der gav mig tryghed og da det virkelig spidsede til, var det hårde tryk på f.eks min skulder/bryst mens han nærmest lå ind over mig og trak vejret i samme åndedræt som jeg. Han kunne virkelig få min krop til at genkende hans berøring og kunne dermed slappe af under helt umulige forhold. Meyermetoden var et godt værktøj som der kan læses mere op på på DENNE BLOG. 

3. Pressefasen..

Dette var også noget af det allervigtigste jeg tog med mig! Jeg tror vi kvinder er blevet meget forvirrede når det kommer til at presse.. Vi ser i film osv at kvinder presser til de bliver blå i hovedet og med blodsprængninger i øjnene og tror derfor at vi når vi kommer dertil skal kæmpe som gale. Det er ikke rigtigt, og det er ikke hvad naturen har bestemt! Det hedder “pressefasen” fordi kroppen presser barnet ud – men der er ingen der siger man selv skal presse aktivt. Første gang jeg fødte fik jeg en 4. Grads bristning, og derfor var mit fokus stort på denne gang at minimere bristning. Jeg har på kurset lært om at “ånde” barnet ud, men tænkte lidt ved mig selv at det måtte være fis i en hornlygte. Men da jeg lå i det tænkte jeg “hvorfor ikke prøve?” Jeg gispede og åndede og kunne netop her mærke kroppen arbejde for mig. Jeg slappede af imellem veerne og prøvede at afspænde helt, og under veen lod jeg min krop gøre arbejdet mens jeg bare skulle trække vejret. Han kom lige så stille frem uden nogen som helst indikation på at være under pres (vi var begge stærkt monitoreret) og tre kvarter efter blev han født uden jeg fik skyggen af blodsprængninger i fjæset og med kun en minimal bristning til følge. Jordemoderen sagde at han knap har opdaget han blev født fordi det gik så fredfyldt for sig. Jordemoderen måtte lige nive lidt til ham for at få ham igang med at skrige og få gang i cirkulationen 🙂 og det vildeste er: idag har jeg været på farten hele dagen – jeg har INGEN tyngde i underlivet, ingen smerter (kun sindssyge efterveer), isbindene der lå klar er smidt ud og jeg har været oprejst det meste af dagen uden brug for at sidde ned. Det er fandme da et mirakel!!! Kan man nå at læse lidt op, kan det virkelig betale sig for at få den bedste mulige fødselsoplevelse.. 

Jeg bliver nødt til at indskyde: jeg fik en epidural efter 5 timer uden udvikling men meget stærke veer. Dette er ikke en del af et almindeligt hypnofødselsforløb, MEN epien gav mig en time til at sove hvor jeg i den periode gik fra 4-10(!) cm sovende! Hvor vildt er det lige? Jeg måtte vække alle på stuen og sige “Nu presser jeg altså!” Jordemoderen ville ikke tro mig før hun stod med hånden oppe i mig. Få minutter før havde jeg jo ligget og sovet! 😉
Håber der var noget der kunne bruges, jeg uddyber hele forløbet senere da der også blev lavet reportage som skal i magasinet “gravid” med fotos af Iperspektiv (Link).