Er jeg skuffet?

Det er jo ganske kendt at rigtig mange kvinder har en drøm om at blive mor til en pige på et tidspunkt.. Nogle gange er det ligeså meget omgivelsernes forventning til at “denne gang må det endelig blive en pige” der nager. Jeg venter 3. dreng og har været igennem hele følelsesregistret… Nr. 1 og 2 var ingen sag, jeg havde jo altid det lille (store!) håb om en pige som jeg tænkte nok skulle komme. Nu er det så definitivt at jeg bliver mor til tre drenge med alt hvad dertil hører af slåskampe, biler, fodbold.. Fortsæt selv. Det sjove er lidt (for ja der er faktisk noget sjovt i det) at kroppen og psyken i det sekund en mor får kønnet på sit barn at vide, begynder at kæmpe en voldsom kamp for at få hende til at elske sit ufødte barn. Jeg troede længe at når kønnet blev bekræftet (jeg har simpelthen vidst det indeni fra start) ville min verden falde fra hinanden.. Men hov.. Det er ikke sket endnu? Jeg bliver for hver dag knyttet mere og mere til barnet i maven (et tip: shopping hjælper!) og nu hvor navnet er fundet er det pludselig meget virkeligt at jeg får tre drenge.. Brødre.. Tre mænd som altid vil elske og se op til deres mor. Som vil have et stærkt bånd til hinanden og som kan spejle sig i hinanden på godt og ondt. Den tanke kan varme mig helt ned i maven.. Jeg har googlet kendte brødre gennem historien og der er jo både Kennedys, Jonas brothers, Hansons, og mange andre glade drenge som en hel verden kan se op til.. I mit hoved passer lillebror pludselig perfekt ind, og jeg kan på en måde slet ikke se vores familie uden ham nu. Og jeg har ikke engang mødt ham! Det skal nok blive godt.. Ikke det jeg regnede med da jeg begyndte at få børn, men der må jo være en mening med det hele.

Den lille sorg over aldrig at få en pige vil nok vare ved, men jeg elsker de børn jeg har og helt sikkert også det barn jeg får, og så kan det jo ikke gå helt galt.. Jeg glæder mig til at møde ham til sommer <3

Og ja, så må mine drenge somme tider finde sig i at jeg har nogle frustrationer som skal ud! 😉