Lad os bare kalde det hormoner..

(Inden man læser dette indlæg skal man lige være med på, at bloggen her er en refleksion af mit nu-og-her humør og ja, jeg fortryder mange ting jeg får skrevet, og så alligevel ikke, for det lærer mig meget om mig selv at kunne se hvordan jeg tænkte i de øjeblikke indlæggene er skrevet. Det meste er skrevet med et humoristisk glimt i øjet og vigtigt: jeg elsker min mand og han er god nok på trods af de elementer af brok der skulle snige sig ind … ;))

Ok, der er sket to meget meget forfærdelige ting i mit liv de sidste to dage. Ja man tror det ikke, men det er rent faktisk sådan at nu er jeg gravid og så er der bare nogle ting som skal være som jeg vil have det. Har man ikke selv prøvet at være i følelsernes vold som jeg, så er det nok bedst man ser bort fra dette indlæg.. Inden man får dømt mig for hårdt for at være en hysterisk kælling og verdens dårligste kone 😉 Nu hvor situationen er lidt på afstand kan jeg sort-of godt se at der MÅSKE kan have været tale om overreaktion.. Og på den anden side; jeg er ikke helt der endnu!

 
I FORGÅRS, havde vi strukket aftensmaden fordi vi havde planlagt at spise sushi i sengen mens vi stenede serier og barnet sov sødt i egen seng på eget værelse. Det var torsdag, vi havde fri og det skulle simpelthen være lidt ekstra hyggeligt. Sønnike var dog ikke lige sådan at lægge (typisk, han er lidt i en dum fase med det søvn der) og da manden endelig gik ned efter maden, fik jeg en SMS om at vores sushisted var lukket! Suk en skuffelse! Men jeg  var nu blevet så sulten at jeg på det tidspunkt følte jeg kunne spise alt. Der sker dog det at da manden ENDELIG kom hjem og jeg lettede på låget til min trøstepizza, opdagede jeg til min skræk og rædsel at den dressing jeg ALTID skal have på denne slags pizza var forsvundet som dug for solen, og appetitten forsvandt som tårerne pressede sig på. Jeg spiste tre stykker eller lignende og måtte skuffet og med dybt forurettet mine lukke den i og lægge mig til at komme over det. Men det er ikke pjat når jeg siger at skuffelsen fyldte hele den aften på trods af at jeg virkelig forsøgte at falde ned.

(Ja den ser sgu klam ud;))

IDAG har jeg så bagt boller til familien fra morgenstunden, vi har hygget og daset og ikke lavet en dyt – og vi fik ikke lige ordnet frokost. Så da mandse skulle ned at handle og spurgte om der lige var noget jeg kunne tænke mig, så var det simpelthen lige en donut jeg fik lyst til. Lysten voksede og voksede mens han var væk, og jeg fantaserede om hvordan den ville føles i min mund, hvordan jeg skulle æde den uden barnet ville være med.. Og da de endelig kom ind ad døren igen løb jeg farmand spændt i møde, blot for at opdage at den aldrig havde været lagt i posen… Frustrationen fra den anden aften boblede under overfladen og jeg blev atter engang ligeså ked af det og ude af mig selv af frustration… Her er det instagramopslag jeg lavede i det øjeblik og boy hvor jeg (heldigvis for det da) mærker de andre gravide kvinder føle min smerte. Så helt åndssvag er jeg nok ikke. Eller jo det er jeg men så er det jo overhovedet ikke min skyld vel? Det er de der hormoner, ikke? 😉

 

 

 

UPDATE: SE LIGE HVAD DER MIRAKULØST DUKKEDE OP… 😀 Han er sgu alt for god min mand <3 Og lidt en stakkel.. For han tør nok ikke andet ;’D For pokker det bliver en snasket aften…. Men der er også melodi grand prix hejs og så må man godt.